pædagoger er da også en slags mødre....

Jeg gør meget ud af mit moderskab...Jeg vil så gerne have, at mine børn tænker tilbage på deres barndom som lykkelig...Jeg ved godt, at i livet går det op og ned, men grundlæggende skal de have det så godt som muligt....Jeg gør meget ud af at være anerkendende...Men den anden dag, var jeg med Ellen til springridning (ja ja - igen)..Hendes ridelærer er en mand på et par og tredive, og han er gift med en pædagog...Han er ret kontant, men altid med et glimt i øjet...Han er god til at presse pigerne, ikke overmåde, men så de yder lidt mere...Og der står Ellens mor så..Jeg ved, at Ellen kan presses og at hun har det så godt når hun er kommet over...Så man kunne høre mig sige, at hvis hun sprang den sidste bane, gav jeg is på paradice...Ja, det gjorde jeg... Jeg havde det lidt dårligt, for det er jo ikke helt korrekt, men det virker og Ellen var rigtig glad...

Da timen var ovre, stod jeg rigtig der og undskyldte over for ridelæren ( og de andre forældre)"blablabla - ved det ikke er pædagogisk korrekt, men hun kom jo over, blablabla - og jeg ved jeg brugte et lokkemiddel men blablabla - og jeg ved godt, at det er mere korrekt, at være anerkendende blablabla"...På et tidspunkt kom jeg til at se ridelæren ind i øjnene og han siger til mig, med en let opgivendne rysten på hovedet "hold nu bare, fru Mågård, for det vigtigste i vores børns liv må da være, at vi for fanden elsker dem....

Og ja sgu da....Jeg behøves ikke en doktorgrad i pædagogik, for at vide om mine børn har det godt, og om jeg presser dem for meget og om de er elsket...For jeg er deres mor, jeg ved det allerede bare ved at se på dem, og lytte til deres stemmer når vi kommer hjem....Sålanden og jeg kan også være ret uenige, men det vigtigste er vel, at vi elsker dem....(For størst af alt er kærligheden)...En gang imellem er det rart at møde mennesker, der sætter tingene i persapektiv....