Av min arm....

Faldt over dette billede. Jokke der lige har brækket armen, men er sej nok til at få venner på besøg. Jeg vidste med det samme jeg så ham, at hans lille arm var brækket, for han holdt på den, som børn kun gør når der er noget galt. Og vi fik lagt gips og alt det der - og det var dagen før han skulle starte i 1.klasse. Da vi kom til tjek, var armen ikke som den skulle være, så han fik opereret ståltråd ind, moren græd og selv hans storesøster havde ondt af ham. - og han er så pokkers sej, min dreng.

Og nu kommer vi til humlen, for om ikke så lang tid skal han have opereret ståltråden ud igen. Den 2.december. Moren er allerede lidt betænkelig ved at han skal ligges i narkose igen. Men Stålanden, han tager det med ro, faktisk så meget med ro at han har meldt sig til en jagt den selv samme dag. Kan man det, når man er faren? Tænker man så slet ikke på samme måden som moren? Jeg kunne ikke holde ud at være andre steder, at jeg ikke var hos min lille dreng, at jeg var til en jagt, når nu sønnen skal skæres i? Men en gang imellem kunne det have sine fordele, ikke at hænge så meget fast, at turde give slip, men jerg KAN ikke. Jeg vil ofre alt for mine børn, og det er jeg også HELT sikker på at stålanden vil. Men han er bare så meget bedre til at tro på det bedste og være rolig og han ved at når jeg er der, kan han godt lave noget andet. Bare det var mig der kunne det.....