Kobber...

Sikke en dag - sikke en fest....

Det var en helt igennem hyggelig, festlig og meget meget fin dag i går..12 1/2 år...Vi havde inviteret til kaffe og kage og senere pølsebord til dem der havde lyst..Og det var der rigtig mange der havde..Faktisk kom der en masse familie og venner fra nær og fjern, 25 voksne med intet mindre end 27 børn..Og vi hyggede os og det tror jeg alle gjorde..Pia havde lavet alle de uimodståelige kager...Fastelavnsboller med brombær og creme, fragilite´og en rigtig fin lagkage med chokolade, hindbær og lækker lækker mums...

Stålanden og jeg havde købt den præcis samme gave til hinanden, billetter til TV2`s jubilæums koncert, så her kan man da virkelig tale om, at vi kender hinanden ud og ind..Så nu har vi 4 billetter, men mon ikke vi finder nogen der gerne tager med???

Der var flere der i går, sagde til mig, at det var godt gået..Og jeg har taget det lidt med mig, for det troede jeg ikke folk ville sige..Jeg troede, at de ville sige noget med, at selvfølgelig holdt netop Stålanden og jeg sammen eller bare tillykke...Det er måske rigtigt, at i moderniteten og selvrealiseringens tid er det godt gået, men vi gør det jo ikke fordi det netop skal være "godt gået", men fordi det jo ikke kan være anderledes...Vi elsker hinanden, selv med 19 år og kobberbryllup bag os, så er det vi har stadig bedre end hvad vi forestiller os, livet kan være andre steder...Men der er ingen garanti for, at det vil være sådan for evigt, vi kæmper også med vores, med alt hvad der sker og med forventninger, men trods det, ja, så er det måske godt gået?? Jeg forsøger, på ingen måder, at lyde hellig i ægteskabets navn, for der er altid meget at kæmpe med, men jeg blev bare så forundret over, at det man siger nu om dage, til folk der har kobber og vel også sølvbryllup, netop er "godt gået"... Men måske skal jeg bare tage det til mig, og sige, ja det er sgu godt gået...

Nu går det mod sølv, og hvem ved hvad livet bringer frem til det???