Endeligt hjemme igen...

Nåårhh hvor var det en hård omgang, Stålanden gav...Jeg mistede flere gange pusten og tårerne flød, for jeg var rigtigt bange...Bange, som jeg ikke har været det i mange mange år...

Stålanden var for 2½ uge siden i Frankrig, og deres hjemrejse blev forsinket, men pyt med det..Han kom hjem dagen efter og han var rigtig rigtig syg..Først viste vi ikke hvad det var, så vi slog det lidt hen, med influenca-forklaringer m.m. Men han havde over 40 i feber og talte i vildelse og jeg ringede efter lægen...Han kom og så til ham og da han havde et rødt udslæt på benet og det var hævet, var der ingen tvivl om, at det var rosen, så han fik pencillin..

Mandag var det kun blevet værrer...Han var temmelig stakåndet og rigtig rigtig dårlig, hans blodtryk var så lavt, at de ikke kunne måle det, men vores læge sagde at han bare skulle gå hjem og drikke danskvand....Hans ben var kæmpe kæmpe tykt, faktisk var hans fod 46 cm. i omkreds....- jeg havde en rigtig dårlig fornemmelse og ringede igen efter vagtlægen...Han kom, og konstaterede, at Stålanden skulle indlægges med den samme for han havde røde streger helt op i lysken....Han blev indlagt og så gik det stærkt...Han havde vand i lungerne, hans hjerte var meget påvirket og pumpede slet ikke det det skulle og han havde en rigtig rigtig slem blodforgiftning....Han lå på hjerteafdelingen og fik i løbet af 6 dage 60 poser pencillin...

Den nat græd jeg mig i søvn...Jeg vidste at de kunne hjælpe ham,men jeg følte mig så hjælpeløs som aldrig før...Jeg er vant til at handle, at gøre noget - nu var der intet jeg kunne gøre - bare vendte og se hvad der skete...Jeg følte mig lille og alene og jeg bad et fadervor, i håb om, at det var det der skulle til... Jeg ved jo godt med min fornuft, at man næsten kan gøre alt nu om dage, men jeg havde så meget brug for, at vide med sikkerhed, at selv om det var temmelig kritisk, så var det ikke noget, der kunne komme til at påvirke ham på sigt....At han blev helt normal og glad igen og at mine børn kunne sove trygt, i vished om, at alt blev godt igen...De nedslåede blikke og små beskeder på gangen gjorde mig utryg, uden at det var nødvendigt, men han var så syg og svag og fyldt med slanger og andre former for overvågning...

Nu er Stålanden hjemme igen....Hans fod er stadig blå og hævet og det varer et stykke tid, før han kommer på job....Men han er hjemme, han smiler til mig igen og jeg tror nu på, at vi har evigheden foran os....