øøøvvvvvv..........

Jeg havde glædet mig til denne bog, jeg har været så glad for den første, så jeg måtte bestemt have nr. 2. Men øv hvor er den nederen. Nu vel, billederne er da flotte. Men hvad sker der for, at vi skal bruge 5 sider på hvor god forfatteren er til at løbe ? Hvor motiveret hun er, og alle de fantastiske billeder der er, hvor hun løber gennem den grønne sommerskov, uden man kan se det mindste tegn på, at hun har født 4 børn. og som det ikke skulle være nok. Så er der også sider om, hvad familien sammen kan lave, mens moren bliver stram og lykkelig......

Og hvor finder hun de fejlfrie, rene og smilende børn? Dem der går i nystrøgede bondeskjorter med hvide t-shirts under, og ikke har en plet fra et eller andet lerprojekt i skolen, krydret med en enkelt klat ketchup fra den politiske ukorrekte madpakke tilsat et plaster med batman.

Er det egentlig det vi jager, det politiske korrekte liv uden pletter?? Det der leves i overhalingsbanen og med en masse anerkendelse af det man har.

Guderne skal vide, der er ikke meget status i at være hjemmegående der elsker at være sammen med sine børn. Hvis man da så også kan krydre det med at man bor i et almindeligt parcelhus fra 70érne, og ikke i et slot i toppen af verdens ældste egetræ, eller i et co2-neutralt gør-det-selv bjælkehus for foden af et kildevæld hvorfra man har den reneste vandforsyning i verden, ja , så er der da noget man er gået fejl af.

Jeg bliver ramt, mit liv er ikke politisk korrekt, det er ikke fyldt af alt det hejs der gør at jeg løber glad gennem en sommerskov. Mit liv har pletter, jeg tror det har rigtig mange pletter og enkelte steder har det gjort så ondt, at jeg har været nød til at sætte plaster på.

Men måske skulle jeg begynde at løbe, måske er det løsningen....